Lektor Bent Lantows Mindelegat

Fonden er stiftet af lektor Bent Lantow der i over 25 år underviste i fransk og tysk på Frederikssund Gymnasium. Bent Lantow sagde ofte: "Gymnasiet burde have en mulighed for at påskønne dygtighed og målrettethed i fortsatte studier." Og han var en mand, der ikke blot talte om tingene, men også gjorde noget ved dem.

Ved sin død hensatte Bent Lantow en del af sin formue som en fond med det formål at støtte studier i udlandet for studenter fra Frederikssund Gymnasium.

Legatportioner gives som støtte til studerende, der har taget studentereksamen fra Frederikssund Gymnasium og som ønsker at dygtiggøre sig inden for deres fag, uanset hvilket, gennem studier ved videregående uddannelsesinstitutioner i udlandet.

§3 fra fundats for "Fonden lektor Bent Lantows mindelegat"

Fondens formål er primært at yde støtte til et studieophold ved en videregående uddannelsesinstitution i udlandet for en eller flere studerende, der har aflagt studentereksamen på Frederikssund Gymnasium, og som efter at have indgivet ansøgning til fondsbestyrelsen er fundet værdige til at modtage støtte. Ansøgningen skal indeholde nøje oplysninger om studieopholdets formål og indhold, dets varighed og de samlede udgifter, der er forbundet med opholdet (herunder, hvilke udgifter der eventuelt dækkes fra anden side). Som forudsætning for udbetalingen af en legatportion skal fondsbestyrelsen have forevist dokumentation for, at legatmodtageren/legatmodtagerne er optaget på den pågældende udenlandske uddannelsesinstitution.

Legatet tildeles den eller de ansøgere, der efter fondsbestyrelsens vurdering har de bedste muligheder for at få et stort udbytte af studieopholdet i udlandet inden for det fagområde, som ansøgeren studerer. Som eksempler på, hvilke studieophold der berettiger en studerende til at modtage støtte, kan nævnes både længere studieophold (af f.eks. et helt semesters varighed) og kortere studieophold (f.eks. "summer schools", eller såkaldte "feriekurser", der afholdes ved udenlandske universiteter i en ferieperiode, og som specielt henvender sig til sprogstuderende med henblik på opøvelse af mundtlig sprogfærdighed).

Ansøgninger til Lektor Bent Lantows Mindelegat

Legatportioner kan søges af studerende, der har aflagt studentereksamen ved Frederikssund Gymnasium.

Legatportioner uddeles som støtte til studerendes studieophold ved en videregående uddannelsesinstitution i udlandet.

Fristen for ansøgning er 15 april.

Der findes ikke trykte ansøgningsskemaer. Legatansøgeren udfærdiger selv en ansøgning indeholdende de i §3 nævnte oplysninger.

Ansøgning med oplysning om studieopholdets formål, indhold, varighed og udgifter ud over, hvad der dækkes fra anden side, sendes til rektor Sussie Staun Pallesen,  Frederikssund Gymnasium, Odinsvej 6, 3600 Frederikssund.

Uddeling af legatportioner

Legatportioner uddeles ved translokationen på Frederikssund Gymnasium.

Udbetaling af legatportioner forudsætter dokumentation for optagelse på udenlandsk videregående uddannelsesinstitution.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til rektor Sussie Staun Pallesen, Frederikssund Gymnasium, tlf.: 47 31 30 11.

 

 

 

Yderligere oplysninger ved henvendelse til rektor Sussie Staun Pallesen, tlf.: 47 31 30 11.