| |
| Frederikssund Avis.
Publiceret: 28. Januar 2008 19:00 |
|
|
|
 |
Foto: Finn Jørgensen
|
|
WEB-TV: Gymnasieelever erobrer
Folketingets talerstol

En samfundsfagsklasse fra Frederikssund
Gymnasium har formået at få to spørgsmål
igennem til EU-Parlamentets
ungdomsparlament, som afholdes på
Christiansborg
den 4. februar.
Af Thomas Jensen
|
Syv elever fra
Frederikssund Gymnasiums samfundsfagsklasse på
3. årgang er kommet igennem nåleøjet, og er
blevet inviteret til EU-Ungdomsparlamentet på
Christianssborg. De skal fremlægge deres forslag
i et fagudvalg og finde frem til lovforslag, som
skal stilles til ministrene Per Stig Møller,
Karen Jespersen og Lene Espersen.
De syv elever har i to grupper i
samfundsfagsundervisningen arbejdet sig frem til
to forskellige forslag, som er blevet valgt ud
blandt ialt 147 bidrag. EU-Ungdomsparlamentet er
blevet forsinket på grund af folketingsvalget,
men de syv 3.G'ere fra Frederikssund er
motiveret og klar til turen til Christiansborg.
"Det har været spændende at arbejde med idéer og
udvikle dem til det endelige lovforlag, som skal
fremlægges i Folketinget. Vores forslag om at
gøre noget ved skolebørns problemer med fedme er
meget relevant, og vi må have gjort noget
rigtigt, siden vi er blevet udvalgt," fortæller
Jacob Andersen fra Frederikssund Gymnasium.
Forslaget går ud på fremme sundheden i
folkeskolerne i EU ved at opfordre de unge til
at spise sundere og dyrke mere motion.
Kantinerne skal underlægges regler for, hvad der
må sælges af fedt- og sukkerindholdige drikke-
og madvarer, der skal laves kampagner og
afsættes flere timer til motion i folkeskolen. I
sidste ende kan man straffe kantinerne, hvis de
ikke overholder reglerne.
Politik er sjovt
Også i den anden
gruppe har de været glade for det meget konkrete
politiske arbejde.
"Det har været sjovt at arbejde med lovforslaget
i timerne, men vi har også brugt en del af
fritiden på det. Vi har diskuteret i gruppen, og
taget det seriøst. Jeg glæder mig til, at
politikerne vil høre på os. Det er sjældent, at
de hører på os unge. Vores forslag med en fælles
europæisk karakterskala tager udgangspunkt i
vores eget liv og det nye danske karaktersystem.
Mange unge vil gerne rejse til udlandet og
studere, men lige nu er der stor forskel på
karaktersystemerne i Europa," fortæller Louise
Hansen fra Frederikssund Gymnasium.
Nu er de to grupper startet med at nærlæse de
andres forslag, og der er intet i vejen med
selvtilliden. De er klar til at erobre
Folketingets talerstol den 4. februar.
"Det da helt sikkert realistisk, at vores
forslag kommer igennem til ministeren. Fedme er
et stort problem blandt børn og unge i Europa,"
mener Jacob Andersen.
|
Publiceret: 28. Januar 2008
19:00
|
|
|
|