3b FYA og 3b KEA i Hamburg 11. -14. marts 2008

Højniveauholdene i fysik og kemi besøgte GKSS-Forschungszentrum Geesthacht lidt uden for Hamburg. Formiddagen stod i kemiens tegn. Det første emne drejede sig om hvordan man fremstiller membraner med specielle egenskaber, som fx evnen til at separere ilt og kvælstof i atmosfærisk luft. Det andet emne handlede om hvordan man kan ved hjælp af avanceret metoder som todimensional gelelektroforese og massespektrometri kan bestemme graden af forureningen i Nordsøen ved at undersøge bestemte proteiner i blodet fra sæler der svømmer i det forurenede vand.

Image:Coomassie-2D-Gels.jpgMass spectrum of a peptide showing the isotopic distribution

Institut for kystforskning tager avancerede analysemetoder i brug for at kortlægge hvor udsatte sæler i Nordsøen er for forurening.

Om eftermiddagen skiftede fokussen til fysik med et besøg på neutronlaboratoriet. Med neutroner, som stammer fra en lille kernereaktor, kan man gennemlyse prøver lige som man kan med røntgenstråling - men med neutroner kan man se mange flere detaljer som ikke er synlige med røntgenstråler. Eleverne fik med besøget et godt indblik i aspekter af naturvidenskabelig forskning.

BraggsLawReflection

Svejsninger i Airbus A380 bliver kontrolleret ved hjælp af neutronstråling

Vi besøgte også observatoriet i Bergedorf.
Vejret var for dårligt til at kigge på stjernerne, men eleverne fik så set på de store kikkerter i kuplerne på observatoriegrunden.
En byvandring gennem Hamburg og den obligatoriske havnerundfart afrundede programmet for fysik- og kemiholdene.

Den store refraktor i Bergedorf

2b i München 30. marts - 4. april 2008

Selv om man forbinder München med øl og Oktoberfest, så har denne by en af de største koncentrationer af naturvidenskabelige forskningsinstitutter i Tyskland. I forstaden Garching, som ligger et par kilometer fra Münchens centrum, befinder sig en stor forskerpark hvor 12000 videnskabsfolk og studerende arbejder på ca. 20 forskellige institutter hvilket skaber et enestående forskningsmiljø. München er derfor et oplagt rejsemål for den matematisk-naturvidenskabelige klasse 2.b. Eleverne besøgte under studieturen to af institutterne i Garching. I det ene institut fik eleverne mulighed for at besigtige en kernereaktor til produktion af neutroner, som kan gennemlyse stof i højere grad end røntgenstråling. Eleverne så også, hvordan neutroner bl.a. anvendes til at finde mikroskopiske revner i fx jernbanehjul eller togskinner inden revnerne får en ødelæggende virkning. I det andet institut kunne klassen besigtige en såkaldt fusionsreaktor, hvor man genskaber de samme forhold som hersker i Solens centrum.

 På den måde vil man finde frem til en ny energikilde som udnytter de samme processer der giver Solen energi. Det videnskabelige program blev afrundet med et foredrag på det matematiske institut på universitet i München og med et besøg på Deutsches Museum, et af verdens største museer for videnskab og teknologi.

Studierejsen stod dog ikke udelukkende i videnskabens tegn. Eleverne, der allesammen har tysk som fremmedsprog, fik også øvet deres sprogkundskaber i München med besøg på Olympiaområdet, på et kunstmuseum - og på Hofbräuhaus.